Omtale af kunstnerne ved vore koncerter.  

Det Harmoniske Selskab:
Claus Johansen: Kopi af obo med 3 klapper, Schermer efter Grundmann Dresden, 1780
Steen Andersen:Kopi af obo med 3 klapper, Ponseele efter Grundmann Dresden, 1780
Thorbjørn Kjærgaard:Kopi af B-klarinet med 8 klapper, Bangham efter Simiot Paris,1807 Kopi af C-klarinet med 5 klapper, Himmer efter Larshoff, Kbh. 1800 A-klarinet 9 klapper, Jessen efter Larshoff     
Jørgen Jessen: klarinet med 12 klapper, system Müller 1820
C-klarinet 9 klapper, Jessen efter Larshoff, Kbh. 1825
A-klarinet 6 klapper Larshof, Kbh. 1798
Henrik Bøggild: Fagot 7 klapper, Henning Schousboe, København 1820
Bo Bache:Dresdenfagot 8 klapper 1815.
Ellen Cholewa:Kontrabas, Cramer 1958
Mike Cholewa og Ole Olesen:Inventionshorn efter bøhmiske forbilleder ca. 1800 

Klassiske oboer, klarinetter og fagotter stiller ekstreme krav til vejrtrækning, læbekontrol og fingerfærdighed. Klapper er der ikke mange af, hvilket medfører, at både musiker og instrument i virtuose passager presses ganske hårdt, hvilket får musikken til at lyde både farlig, svær og ofte forbavsende moderne. Dertil kommer den gamle klang: Sangbart talende, men også sløret, knirkende og indimellem direkte grim. Vi vil ikke påstå, at vi genskaber lyden fra 1700tallet, men mener, at vi kommer tættere på end så mange andre. Under alle omstændigheder komponerede Mozart og hans kolleger helt bevidst med henblik på de effekter og den modstand, der lå i netop denne type instrumenter.
De klassiske inventionshorn
har hverken ventiler eller klapper. Hornisterne danner naturtonerækken med læberne, og vrider resten på plads med højre hånd. Ved hver ny toneart skifter hornisten bøjle for at ændre grundstemningen. Dette påvirker både klang og blæseteknik og i praksis betyder det, at en klassisk hornist i løbet af en koncert spiller på 5-6 forskellige instrumenter.
Skønt kontrabassen ikke altid er foreskrevet i partituret, var den en selvfølge i mange blæserensembler omkring år 1800. Bassisten spiller ifølge de gamle regler efter 2.fagottens noder, og indretter efter behag sin stemme efter instrumentets muligheder. 

Det Harmoniske Selskab
har sat sig som mål at finde og genoplive overset blæsermusik fra tiden omkring år 1800. Musikerne spiller på historiske instrumenter, fordi mange af komponisternes idéer først giver mening, når værkerne bliver spillet på den type instrumenter, de er tænkt for. Ensemblet har arbejdet sammen med bassethornspilleren Alf Hörberg, pianisten Merete Westergaard, sopranerne Hjørdis Jakobsen og Kristine Becker Lund samt skuespillerne Søren Sætter-Lassen, Henrik Kofoed og Christian Steffensen. Igennem mere end 15 år har selskabet afholdt en meget lang række koncerter overalt i landet og den uhøjtidelige form og anderledes spillestil har vist sig lige velegnet til en svensk kammermusikfestival, en gadefest i Larsbjørnsstræde og en reception i Christian VIIs Palæ på Amalienborg. Til sommer afholder selskabet igen en rækkende søndagskoncerter til vands på kanalerne i Frederiksberg Have.  

Satser fra Mozarts opera
Bortførelsen fra Seraillet
Arrangeret for blæsere ca. 1782
 

Den 20. juli 1782 fortæller Mozart i et brev til sin far, at han har travlt med at arrangere sin opera „Bortførelsen“ for blæsere. Den komposition, vi spiller i dag, dukkede frem af gemmerne i 1980 og vakte sensation, da den blev præsenteret som Mozarts forsvundne værk. Noderne er skrevet på wienerpapir engang i 1780erne og bearbejdelsen står på linje med Mozarts bedste blæserværker.
Flere anerkendte Mozartforskere hævder at et arrangement i den kvalitet dårligt kunne fremstilles af andre end Mozart, mens andre mener at finde belæg for, at det også kunne være lavet af den bøhmiske musiker Franz Joseph Roschinack (1748-1823).

Mozarts første Wieneropera er et tysk syngestykke om en stolt europæisk kvinde, som er fange hos den muslimske Bassa Selim. Hendes kammerpige og en tjener er hos hende, og da hendes elskede kommer (forklædt) for at befri hende, tager handlingen fart. De fire planlægger Bortførelsen fra Seraillet.  Den komiske og lettere sadistiske opsynsmand Osmin står for de sjove og farlige indslag. Den ædle Konstanze og hendes elskede Belmonte tager sig af de ædlere følelser, mens tjenerparret Pedrillo og Blonde for det meste bare er søde og kvikke. Stykkets mærkeligste person Bassa Selim synger ikke en tone – til gengæld taler han forelsket, rasende og lidende, for også han elsker Konstanze. Europæerne bliver grebet under flugtforsøg og det viser sig oven i alle ulykkerne, at Belmonte er søn af den mand, som har fordrevet Bassa Selim, men han, hedningen, gengælder den europæiske intolerance med mellemøstlig forståelse. Han giver afkald på kærlighed og hævn og lader de fire europæere rejse, hvorhen de vil. 

Bortførelsen var gennem mange år et af de mest spillede tyske syngestykker i Europa. Den er skrevet i en periode, hvor Mozart selv gjorde sig fri og flygtede fra sin barndomsby Salzburg. I Wien opdagede han, at han kunne klare sig selv uden en ærkebiskop som arbejdsgiver og uden en far som rådgiver. Det var, mens han skrev operaen om Konstanze, at han fandt sin egen Constanze, og det var samtidig, han skabte sin egen rolle som Wiens største musiker.


Elisabeth Westenholz  er en af vore dygtigste pianister. Hun har studeret herhjemme hos Harriet Østergård-Andersen, Esther Vagning og Arne Skjold Rasmussen, i udlandet hos Bruno Seidler-Winkler og på kurser hos Alfred Brendel. Debut 1968. Udstrakt koncertvirksomhed herhjemme og udenlands: Bl.a. torsdagskoncerter, kammermusikforeninger og festivaler, festspillene i Montreux, Vevey, Concertgebouws Kammermusikserie i Amsterdam, festivaler i Perth (Australien) og Wellington (New Zealand), spillet Tjaikowskijs klaverkoncert i Japan og Shostakovichs 1. klaverkoncert i Sct. Petersborg Filharmoniens store sal.