Omtale af komponister

Francesco Antonio Bonporti (1672-1749)
Bonporti blev født i Trento i Italien. Han stammede fra en velhavende familie og fik mulighed for at  studere teologi og musik i Innsbruck i Østrig og fra 1691 i Rom. I 1694 blev han præst i sin fødeby, og denne stilling beklædte han i mange år, mens han flittigt komponerede og spillede violin. Bonporti trak sig tilbage fra sin præstestilling i 1740 og flyttede til Padua, hvor han døde ni år senere.
Bonporti komponerede meget, blandt andet flere koncerter og triosonater, men hans betydeligste værk regnes for at være ”Inventioni per Violino Solo”, op. 10. J.S. Bach blev så begejstret for nogle af Bonportis violinstykker, at han kopierede dem. Resultatet var, at man i mange år troede, at disse værker var Bachs egne! 

Francesco Geminiani (1687-1762)
Geminiani blev født i Lucca i Toscana i Italien. Allerede som lille udviste han et stort talent for at spille violin og blev undervist af sin far. Senere studerede han violinspil i Milano og Rom, blandt andet hos Corelli. Nogle mener også, at Geminiani en overgang studerede komposition hos Scarlatti i Neapel. Da han var 20 år gammel, vendte Geminiani tilbage til sine fødeby og fik ansættelse i byorkesteret. I 1711 flyttede Geminiani til Neapel for at blive leder af operaorkesteret dér. Her blev han så kendt, at han nogle år senere tog springet og flyttede til England for at gøre lykken dér. Geminians virtuositet på violin slog an, og han blev en populær solist og lærer i England. Ud over sine mange kompositioner udgav Geminiani også en bog om de tekniske principper bag violinspillet. 

Heinrich Scheidemann (1596-1663)
Scheidemann stammede fra det sydlige Ditmarsken nordvest for Hamborg. Faderen var organist i Katharinenkirche i Hamborg, og det kom til at præge Heinrichs liv. I 1611 blev han sendt til Amsterdam for at studere orgelspil hos Sweelinck, som på det tidspunkt var Europas mest kendte organist. Her opholdt han sig i tre år. I 1629 eller måske et par år før var han vendt tilbage til sin fødeegn og overtog faderens organistembede i Hamborg. Han forblev organist ved Katharinenkirche indtil sin død i 1663 og var kendt som en fremragende musiker.
Scheidemann komponerede en lang række værker lige fra orgelkoraler til danse. 

Johann Schop (1590-1664)
Johann Schop blev født i Niedersachsen i Tyskland omkring 1590. Man har relativt få oplysninger om ham, men en overgang arbejdede han, som musiker ved det danske hof. I 1621 blev han ansat som leder af ”Ratsmusik”, byorkesteret i Hamborg. Schop var en dygtig violinist og komponerede ved siden af sin musikervirksomhed også en del. 

Alessandro Stradella (1639-1682)
Stradella var en broget personlighed. Formentlig var han af adelig slægt – ét er i hvert fald sikkert, han levede et udsvævende liv i Rom i mange år. Forskellige kærlighedsaffærer med adelige kvinder gjorde ham efterhånden upopulær, og i 1677 måtte han flygte fra byen. Men senere blev han fundet af en lejemorder og slået ihjel i Padua.
Stradella havde ikke kun et flittigt kærlighedsliv. I løbet af sit korte liv komponerede han en lang række operaer, oratorier, kantater og instrumentalværker. Han regnes som en af de komponister, der spillede en væsentlig rolle ved udviklingen af ”concerti grossi”.